- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Anden del /
187

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

LA.ND I SIGTE!

187

nu var kvit dem; men snart hørte vi dem igjen, og
selv her hvor vi slog leir, var de ikke langt unda.
De har vel fulgt os på slagene, efter at ha været
borte og set på mor sin, stakkars dyr.»

«Onsdag den 7de august. Endelig er vi da under
land, endelig ligger drivisen med al dens slit og møie
bag os, og foran har vi åbent vande, forhåbentlig helt
frem. Igår var dagen. Da vi krøb ud af teltet i
forgårs kveld, syntes vi begge at vi måtte være kommet
brækanten nærmere end vi nogen gang hadde været.
Med friskt mod og et svagt håb om at nå frem i
løbet af dagen drog vi derfor afsted. At det nu skulde
være slut på livet i drivisen turde vi ligevel ikke
rigtig tro på endda. Efter fem måneders omflakking i
den og efter så mange skuffelser var vi altfor beredt
på nye nederlag. Vi syntes dog isen så ud til at
være bedre fremover. Men langt hadde vi ikke gåt
før vi stødte på brede råker fulde af sørpe, og stygt
ulænde — berg og daler og dybsne med vand under,
hvor en sank i til skrævet — det var fuldt så galt
som nogensinde. Efter et par råker blev
imidlertid isen noget bedre igjen, og vi flk enkelte sletter.
Da vi hadde gåt et stykke fremover disse, var det
iøinefaldende hvor meget nærmere vi var brækanten;
den kunde umulig være langt unda. Nu kom det
fart i os. Ivrige spændte vi os igjen for kjælkerne,
og frem bar det gjennem dybsne og vand, over
hauger og skrugarer. Alt gik som en dans, og lidet
brydde vi os om at vi sank i til langt over
skindlæggene, så både de og komagene randt fulde af vand,
og det skvalped op og ned i støvleskaftene for hvert
skridt, som i en pumpe. Hvad gjorde det os nu, når

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/2/0219.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free