- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Anden del /
249

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

VI LAGER OS TIL FOR VINTEREN.

249

surret på fløitstokken af en kjælke. Det var
skrøbelige greier at fare med; men med tålmodighed gik
det, og forsvarlige murer vokste småt om senn op
med mos og grus imellem stenene. Veiret blev efter
hvert koldere, og det hindred os ikke lidet i arbeidet;
jorden vi skulde grave i stivned, og stenen som skulde
brydes frøs fast; sne kom det også. Men så blev vi
vel forundret da vi krøb ud af hulen om morgenen
den 12te september — og fandt det deiligste tøveir
med 4°’s varme. Det var næsten den høieste
temperatur vi hadde hat på hele turen. I skummende
fosser styrted bækkene på alle kanter ned fra fjeldet og
bræen, og dured lystig indimellem urens stener ned
mod sjøen. Overalt silred og titred vand; som ved
et trylleslag var det igjen kommet liv i den stivnede
natur, og bakken var rent grøn at se på. En kunde
drømme sig sydpå, glemme at en lang lang vinter stod
for døren. Næste dag var alt atter forandret, Sydens
milde guder hadde igår gjort den sidste
kraftanstrengelse, og var igjen flygtet, kulden var kommet, og
sneen hadde dækket alle spor; nu skulde den ikke
mere vige. Denne smale stribe med bart land — også
den hadde kuldens og mørkets jætter fåt i sin magt;
nu hersked de lige til sjøen. Jeg stod og så udover.
Så øde, så forladt denne troldbundne natur var!
Øiet faldt på jorden ved mine fødder — der nede
mellem stenene løfted endnu valmuen sit vakre hode over
sneen, de svindende solstråler skulde endnu en gang
kysse dens gule kronblade, så kryber den under
teppet for at sove den lange vinter og vågne til nyt liv

o

når våren kommer. A den som kunde gjøre det
samme!

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/2/0285.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free