Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ET MØDE.
345
Men hvad var det så? Ulv? I underlige tanker,
svævende mellem tro og tvil, gik jeg videre. Skulde
alt vort slit, alle vore sorger, savn og lidelser slutte
her? Det forekom mig utroligt, og dog–og ud
fra tvilens tågeland begyndte visheden endelig at
dæmre — Da nådde på ny en strøm af hundebjæf
øret, tydeligere end før, flere og flere slag så jeg som
ikke kunde være efter andet end hunder; indimellem
ræveslag, men så små de så ud nu! Så gik en
lang stund, ingenting at høre uden fuglelarm. Atter
tvil. Kanske var det bare drøm det hele? Men så
husked jeg hundeslagene; de i det mindste var da
virkelighed. Men hvis her var mennesker, kunde vi
knapt være på Giles Land eller et nyt land, som vi
hadde trod hele vinteren; vi måtte altså ligevel være
på sydsiden af Franz Josefs Land, og den var rigtig
den mistanken som jeg hadde fåt for et par dage
siden: vi var kommet syd gjennem et ukjendt sund
og ud mellem Hooker Island og Northbrook Island,
og var nu udfor den sidste ø — trods den uløselige
strid med Payers kart.»
«Det var med en underlig blanding af følelser
jeg fandt mig vei indover mod land gjennem denne
mængde af koss og ujevnheder. Med ett mente
jeg at. høre en menneskestemme huje, en fremmed
stemme, den første på tre år. Hjertet banked, blodet
strømmed til hjernen, jeg sprang op på et koss og
hujed med mine lungers kraft. Bag denne ene
mandestemme midt i isørkenen, dette bud fra livet,
stod hjemmet og alt hjemmet rummed — jeg så ikke
andet, mens jeg bante mig vei frem mellem flak og
skrugarer så fort som skiene kunde bære mig. Snart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
