Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Straffefangen fra Sakhalin - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
Men Buran sagde ikke mere; han sad kun
og rystede med Hovedet, og Taarerne randt
ned ad hans Kinder. Han døde, idet Solen
gik ned, og da det blev helt mørkt, havde vi
allerede dækket hans Grav og jævnet den med
Jorden.
Da vi kom " midtvejs ud i Strædet, stod
Maanen op , og det blev nu lyst. Bag ved
os højnede Øen Sakhalin sig med sine Bjærge,
og oppe paa Klippen stod det høje Træ, under
hvilket Buran hvilede.
VII.
Saa snart vi gik i Land paa Amursiden,
traf vi nogle Giljaker, der sagde: »Saltanovs
Hoved .... i Våndet. « Det er Fanden til
Mennesker, disse Indfødte, for der kan ikke ske
noget, uden at de strax faar snuset det op. De
stod nede ved Våndet og fangede Fisk og gri
nede, mens de fortalte det; det var tydeligt, at
de selv var fornøjede derover. Men vi tænkte:
»Ja, I har let nok ved at grine, I Sataner, men
hvordan tror I, det gaar os? Blot paa Grund
af dette ene Hoved kommer vi maaske af med
alle vore.« Naa, saa gav de os noget Fisk,
og vi spurgte dem ud om alle Vejene og gik
derpaa ad den, vi skulde. Vi listede os hen
over Jorden, som om den havde været gloende,
for sammen ved den mindste Lyd, gik uden om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
