Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
Naar saa Lavrovskys Hoved sænkede sig
endnu dybere, og der ud af hans Strube trængte
en hæs Snorken afbrudt af smaa Anfald af
Hulken, bøjede vore Barnehoveder sig ned over
den Ulykkelige. Vi studerede hans Ansigt og
Trækningerne i det og saa med Deltagelse, at
hans Mund krummede sig nedad, som nåar det
trækker op til Graad hos et lille Barn.
»Jeg slaar dig ihjel ! « kunde han saa plud
selig raabe i Søvne, og i samme Nu for vi for
færdet til alle Sider.
Hændes kunde det, at Regnen øsede ned
over ham, medens han laa og sov, og mere
end én Gang skete det, at han om Vinteren
bogstavelig begravedes under Sneen; og nåar
han ikke døde en tidlig Død, skyldtes det ude
lukkende andre lige saa ulykkelige Existensers
Omsorg for hans sørgelige Person. Hans tro
fasteste Hjælper i Nøden var Mosjø Turkevitsch,
der selv stærkt svinglende kom og ledte ham
op, fik ham stavlet paa Benene og tråk af
med ham.
Mosjø Turkevitsch hørte til dem, der, som
han selv udtrykte sig, ikke let lader sig for
knytte, og i Modsætning til Professoren og Lav
rovsky, der gik omkring og hang med Hovedet,
var han begavet med et ualmindelig lykkeligt
Gemyt.
I et glad Øjeblik havde han udnævnt sig
selv til General og krævede nu af Byens Be
boere de Æresbevisninger, der svarede til hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
