Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
Rang. Og da ingen vovede at afdisputere ham
Retten til hans Titel, fordybede han sig efter
haanden mere og mere i Troen paa sin egen
Storhed. Han gik altid knejsende ned ad Gaden,
med en fornem Mine og rynkede Bryn, rø
bende til enhver Tid en øjeblikkelig Beredvil
lighed til at slaa Hovedet i Stykker paa alle
dem, han mødte, hvilken Forret efter hans Me
ning var nøje knyttet til Generalsstillingen. Og
nåar han til Tider følte sig greben af en let
Tvivl om Ægtheden af den Titel, han bar,
spurgte han gjærne den første den bedste, han
i den Anledning fangede ind paa Gaden, i en
truende Tone:
»Hvad hedder jeg? Hvem er det, der taler
til dig?«
> General Turkevitsch !« svarede saa hans
Offer ydmygt for at slippe ud af den vanske
lige Situation, og Turkevitsch lod ham da løbe,
snoede sit Overskjæg med en majestætisk Mine
og sagde triumferende :
»Ja, det vidste jeg jo nok! Ho, ho!«
Da det ved saadanne og lignende Lejlig
heder ligefrem væltede ud af ham med Vittig
heder og Brandere, kunde det ikke forundre,
at han hyppig var omgivet af et beundrende
Auditorium, og at endogsaa de fineste Restau
rationer, selv de, som Godsejerne skjænkede
deres Søgning, nåar de kom til Byen, stod ham
aabne. Ganske vist hændtes det ikke sjældent,
at han fløj ud af Døren igjen med den Hastig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
