Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
«Nej hør til den Satans Karl, hvor han kan
præke!«
Og nåar saa Tiburtius løftede Øjnene mod
Loftet og begyndte at deklamere lange latinske
Perioder, fulgte hans skjæggede Tilhørere ham
med den største Deltagelse. De havde i saa
danne Øjeblikke en Fornemmelse af, at Dekla
matorens Sjæl svævede hen i et ukjendt Land,
og af hans fortvivlede Gestikulationer sluttede
de, at den dér oplevede forskjellige bedrøve
lige Hændelser. Men Interessen og Deltagelsen
naaede sit Højdepunkt, nåar Tiburtius rullende
med Øjnene og vendende det Hvide ud af dem
indkasserede Auditoriets Bifald ved en lang
Skandering af Virgil eller Homer. Hans Stemme
lød da i saa hule og dumpe Gravtoner, at de
Tilhørere, der sad henne i Krogene og vare
mest omtaagede af Jødernes elendige Fusel,
sænkede Hovederne og sagde med graadkvalt
Røst:
«Ak ja, ak ja! Det er sørgeligt, er det! Gid
Fanden staa i den Karl!«
Det var derfor heller ikke saa underligt, at
Bøndernes Ansigter opklaredes, nåar Deklama
toren pludselig sprang ned fra sin Tønde og
brast ud i en Skoggerlatter, og at deres Hæn
der søgte ned i Lommerne paa de vide Ben
klæder efter et Kobberstykke. Og glad over,
at Tiburtius heldigt var kommen til Ende med
sine tragiske Exkursioner, nøjedes de ikke alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
