Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 86
der havde sovet over sig, eller at skræmme en
forskrækket Hare op af Agerfuren. Dugdraa
berne faldt fra det bævrende Hjærtegræs og
fra Engblommernes kuglerunde Hoveder, nåar
jeg strejfede gjennem Markerne og hen til Lun
den uden for Byen, hvor Træerne hilste mig
med en sagte Hvisken.
Og nåar jeg saa vendte tilbage til Byen efter
en landlig Udflugt paa mindst et Par Timer, mødte
jeg kun søvnige Ansigter. Dér inde stod Folk
først lige i Begreb med at vaagne, og jeg var
allerede saa udaset og sulten, at jeg skyndte
mig hjem for at faa min The.
Alle Mennesker sagde om mig, at jeg var
en rigtig Vagabond af en Dreng, og jeg fik saa
mange Skjænd for mine Fejl og Unoder, at jeg
til Slutningen selv blev gjennemtrængt af den
Overbevisning, at jeg ikke duede noget. Til
Tider kunde min Fader prøve en Slags Til
nærmelse, men disse Forsøg mislykkedes altid,
da hans mørke , kummerfulde Ansigt skræm •
mede mig tilbage. Ofte ønskede jeg, at han
vilde tåge mig op paa sine Knæ og omfavne
mig, og jeg tænkte mig da hvilende ved hans
Bryst, og os begge grædende, jeg — Barnet,
og han — den stærke Mand, over vort fælles
Tab; men nåar saa hans mørke, bedrøvede Øjne
søgte ud over mit Hoved, krympede jeg mig
under dette for mig saa uforstaaelige Blik.
«Husker du din Moder ?« spurgte han mig
engang og tog mig ved Haanden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
