Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
og vi kunde ikke opdage andre levende Væsner
end Spurvene, der hoppede muntert omkring
alle Vegne, og Svalerne, som fløj lydløst ind og
ud af Kapellet. Dette laa lige foran os mellem
tilgroede Grave og forvitrede Ligstene, der ind
rammedes af et tæt, højt Græs, isprængt med
Ranunkler, Violer og Kløver.
. Her er jo ikke et Menneske !« sagde en
af mine Ledsagere.
«Jeg synes, det begynder at blive mørkt*,
hviskede en anden og saa op mod Solen, der
endnu stod et godt Stykke over Højen.
Der var ikke Tale om at komme ind i Ka
pellet, da Døren var fast tilspigret, og Vinduerne
sad højt oppe over Jorden, og jeg foreslog der
for mine Kammerater at hjælpe mig op i et af
dem, for at jeg kunde faa et lille Indblik i de
Mysterier, der gjemte sig i den hemmeligheds
fulde Bygning.
»Nej, lad hellere være!« sagde den mindste
af Drengene og greb mig ængstelig i Armen.
•>Aa. rejs Fanden i Vold, din Kujon!*
raabte den ældste af mine Soldater og skyndte
sig at tilbyde mig sin Ryg.
Jeg satte mig overskrævs paa den og steg,
efter at han havde rettet sig, op paa hans
Skuldre. I denne Stilling fik jeg uden Vanske
lighed fat i Vinduesposten og svingede mig
ved Hjælp af den op i Karmen, hvor jeg satte
mig med Benene hængende ind eften»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
