Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
ikke vovede at være ham ulydig, og at bede
ham om Tilladelse til at gaa, kunde jeg ikke
bekvemme mig til.
Der gik fire lange, pinlige Dage. Jeg strej
fede sørgmodig om i Haven, kiggede hvert Øje
blik over til Højen og ventede med Ængstelse
paa den Tordensky, der syntes at trække sam
men over mit Hoved. Endnu havde min Fader
aldrig rørt mig med en Finger, og han skjændte
heller aldrig paa mig, men nu havde jeg en
pinlig Forudfølelse af, at der vilde komme noget
forfærdeligt.
Endelig, den femte Dag, blev jeg kaldt ind
til ham. Han sad i sin Lænestol og saa’ op
paa min Moders Billede, og i denne Stilling
blev han siddende, medens jeg stod paa Tær
skelen med et uroligt bankende Hjærte. Først
da jeg vovede mig et Par Skridt frem, vendte
han sig imod mig, og hans Ansigt forekom mig
da saa forfærdeligt og truende, at jeg strax slog
Øjnene ned. Vist et halvt Minut stod jeg saa
ledes, og i al den Tid følte jeg, at hans mørke,
vrede Blik hvilede tungt paa mig.
«Har du tåget din Søsters Dukke ?« spurgte
han mig omsider.
»Ja,« svarede jeg sagte.
«Og véd du da ikke, at det er en Gave
fra din Moder, og at du altsaa burde værne om
den som en Helligdom? Har du stjaalet den?«
»Nej,« svarede jeg, idet jeg løftede mit
Hoved og atter sænkede det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
