Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvad Skoven fortalte - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
En Ting véd du dog ikke Pan,
Om en Ting véd du ikke Besked,
Og det er, at Kragen paa Høgen slaar ned
Naar denne truer dens Redes Fred.
Ser du, min Dreng, det er, som om jeg
kunde høre denne Sang endnu og se alle disse
Mennesker for mig. Opanas stod i Midten med
sin Pandora, Herren sad paa Tæppet med Ho
vedet helt nede paa Brystet og græd, og Jæ
gerne stod i en Kreds rundt om ham og puffede
til hinanden. Men Skoven stønnede og sukkede
akkurat ligesom nu, og Pandoraen klang helt
vemodeligt, medens Kosakken sang:
Fruen græder saa ynkelig,
Ravnen skræpper med hæse Skrig
Over Ivan, der bleg og stiv
Ligger i Græsset uden Liv.
Ak, men Herren forstod ikke Sangen, han
tørrede Taarerne og sagde:
»Naa, gjør dig saa færdig, Roman, du skal
vise Drengene Vej ned til Mosen. Og du,
Opanas, følger med de andre, for nu har jeg
hørt nok paa dine Viser. Den var ellers kjøn,
den sidste, men det er Løgn, hvad der staar i
den, og det er det værste. «
»Ak Herre, Herre !« sagde Opanas med
Taarer i Øjnene. »Véd I da ikke, at gamle
Folk siger: I Sagnet er der Sandhed og i
Visen ligesaa. Men den Sandhed, der findes
i Sagnet, er som Jernet; den er gaaet saa længe
fra Haand til Haand, at den er gnavet af Rustens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
