Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvad Skoven fortalte - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279
Ting, men den, der har kjendt Roman og Opa
nas, han kan strax se, hvem der er Bedstefader
til den ene, og hvem til den anden. Ak ja!
Kan du høre, hvor Blæsten rusker i Træerne ?
Det trækker vist op til en Storm I«
111.
Under Slutningen af Fortællingen mærkede
jeg, at den Gamle begyndte at blive træt; Tun
gen vilde ikke rigtig lystre ham, hans Hoved
virrede frem og tilbage, og Øjnene løb i Vand.
Aftenen sænkede sig ned over Jorden, Mør
ket bredte sig mere og mere i Skoven, og
Træernes Toppe bølgede uroligt frem og til
bage som Havets Vover, nåar Stormen kaster
dem hid og did. Jeg rejste mig for at gaa ind,
men i det samme begyndte Hunden at gø, og
et Øjeblik efter fik jeg inde mellem Træerne
Øje paa Skovløberne og Motra, der kom træk
kende med sin Ko.
Skjønt jeg ofte før havde set Sakhar og
Maksim, betragtede jeg dem dog nu med en
ganske særlig Interesse. De var vidt forskjellige.
Sakhar var brun i Huden, de sorte Bryn mødte
hinanden under den lave Pande, og hans Blik
havde et mørkt, skummelt Udtryk, der slet ikke
passede til hans godmodige Ansigtstræk. Mak
sims venlige, gråa Øjne lyste en derimod frejdigt
i Møde, og han rystede hvert Øjeblik sit gule,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
