Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I det Fri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i85
kvindelige Instinkt bringer hende snart til at
forstaa sin Uretfærdighed, og det gode Forhold
er hurtig gjenoprettet. Hun kommer ind med
Maden og siger: »Spis, kormilez (min Forsørger)!
Naar jeg hører Dig gaa paa Gulvet der inde,
tænker jeg somme Tider, at det er min egen
Søn, og at han lever endnu. Jeg havde kun ham,
den eneste. Nu taler Jegör næsten aldrig mere til
mig og fortryder hver Dag, at han giftede sig
med mig, fordi jeg blev barnløs, og han intet
Afkom har.« — Stærkt bevæget ved Mindet om
sit eneste Barn, begynder hun at tale om ham
som en levende og ender med for sig selv længe
at tale til ham, som om han kunde høre hende.
Det simple russiske Folk bevarer Mindet om sine
døde med en Troskab, der grænser til
Haard-nakkethed og stundom spiller noget over i det
uhyggelige. Oppe paa Kirkegaarden hen over
en lille, sunken Grav ligger en Bondekone i hele
sin Længde med Ansigtet ned mod Jorden.
Holdende med Armene omkring Gravhøjen taler
hun til den døde der nede; hun »læser« for ham.
Denne Skik synes som adskillige andre lignende
at være en Levning fra Hedenskabets Tid og er
nok ikke tilladt. Det gjøres i Smug. Hun
holder strax op, da hun ser en fremmed nærme
sig, og begynder igjen, saa snart han er borte.
Paa Afstand har hendes ensformige Hulken eller
reciterende Sang en forstemmende Lighed med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
