8 Hjemmet, Om der end er nok saa megen Knaphed til Huse, kan Familien ikke dø af Sult, naar der er en Ko i Stalden. Den søger sin Føde langs Vejkanten, i Grøiter og paa Gærder, hvor man ikke har nødig at bede om Lov, og naar den om Åftenen drives hjem, og man hører dens »Muh-Muh!« udenfor, iler alle til for at se den hvide Mælk skumme i Spanden. Aah, den kære Rødblis! Det var mit Arbejde at passe den om Dagen, og vi blev Venner, vi to. Den var min Kammerat, jeg kælede for den, og den holdt af mig til Gengæld, kendte mig langt borte fra. Køer er slet ikke dumme — det ved alle, som omgaas dem. Og dog maatte vi skilles — »Fa'er« krævede det, og vi maatte adlyde. Der blev hentet en Pranger for at se paa den. Han undersøgte den, rystede paa Hovedet og erklærede, at det var en daarlig Ko, en Fattigmandsko. Dog, for at tjene Mor Haller, som var en brav Kone, vilde han købe den. Stakkels Rødblis! Det var ligesom den fattede, hvad der taltes om, for den strittede imod af alle Kræfter og vilde ikke ud af Stalddøren. »Gaa bag om og jag den ud!« sagde Prangeren og rakte mig sin Pisk. »Nej, nej, slaa den ikke!« raabte Moder, og mens hun tog fat i Grimen, sagde hun blidt: »Kom, kom, lille Rødblis!« Den gode Rødblis gjorde ikke mere Modstand. Den fulgte rolig med udenfor, blev bundet til Prangerens Vogn og maatte trave af Sted. Endnu længe efter hørte vi dens ynkelige Brølen i det fjerne; men jeg satte