7 havde Lov til at være paa Stilladset. Derfor vil Mesteren ikke give ham noget i Skadeserstatning.« »Det er dog fortvivlende!« »Ja vist, skrækkeligt! Der er Folk, som netop ved saadan en Ulykke faar mange Penge; men Deres stakkels Mand faar ikke en Øre. Han har ikke Held med sig,« sagde den fremmede med en Deltagelse, som viste, at han med Glæde vilde være Krøbling, naar han derved havde Udsigt til at blive forsørget for Resten af sit Liv. »Dog er der endnu et Haab,« vedblev han, »Haller vil nemlig føre Rettergang med Mesteren.« »Aah, en Rettergang koster mange Penge!« »Ja vel, men sæt han vinder den?« »Sæt han taber den!« sagde Moder mørkt. Hun syntes slet ikke om den Tanke at føre Rettergang. Næste Dag gik vi til Sognepræsten for at spørge, om Moder skulde rejse til Paris; men Præsten mente, hun burde se Tiden an, Han skrev for hende til Sygehuset, og nogle Dage efter fik hun det Svar, at hun ikke maatte rejse; derimod skulde hun sende Haller nogle Penge, da han vilde føre Rettergang mod Mesteren. Og nu kom der en drøj Tid for os. Hver Skilling, Moder kunde spare, gik til Paris, thi Rettergangen trak ud i det uendelige. Haller laa stadig paa Sygehuset, og stadig krævede han Penge. Moder var rent fortvivlet, og det værste kom, da Manden skrev, at hun skulde sælge Koen for at skaffe flere Penge, Folk, som ikke lever paa Landet, aner ikke, hvilken Sorg der kan ligge i de to Ord: »sælge Koen«. For den Lærde er Koen et firbenet Dyr, for Kunstneren et Dyr, som kan tage sig ud paa et Maleri og pynte i Landskabet, men for Landboeren er den det vigtigste i