10 mig ned paa Dørtærskelen og brast i Graad. Aldrig mere skulde jeg gense min gamle Kammerat. Hvor vi savnede den! Ingen Mælk, intet Smør! Om Morgenen fik vi tørt Brød, om Aftenen kogte Kartofler med Salt. Det var rigtignok en Forskel, Og nu nærmede Paasken sig, da mange Mennesker i Frankrig spiser Pandekager; kun vi kunde ingen Pandekager faa — vi havde jo hverken Mælk eller Smør. Det var rigtignok sørgeligt! Paaskeaften henad Spisetid sad jeg sørgmodig paa Bænken uden for Huset; da trængte en liflig Duit ud til mig fra Køkkenet, og en spruttende, hvæsende Lyd hørtes derinde fra. Hvad var det? Sagte listede jeg mig hen til Døren og kigede ind — der stod Moder ved Skorstenen -og vendte en stor Pandekage. »Mor, skal vi ha' Pandekage?« raabte jeg henrykt. »Din Gavstrik!« svarede hun og vendte sig smilende om, »har du allerede opdaget det? Jeg fik fire Æg hos Præsten og en lille Krukke Smør; Mælk og Mel har Doktoren givet mig. Er du ikke glad, Remi?« Om jeg var glad? Pandekager! Det var noget andet end kogte Kartofler. Een for een blev Kagerne bagt og lagt oven paa hverandre; der var seks i alt, »to til Mor og fire til Remi«, sagde Moder. Da den sidste var bagt, tog hun sit Køkkenforklæde af, glattede sit Haar og vaskede sine Hænder. »I Guds Navn da«, sagde hun, »lad os gaa til Bords og faa os en glad Festaften.« Jeg nærmede mig Bordet; men i det samme gik Døren op, og en høj, mager Mand traadte ind. »God Aften!« sagde han og kastede et Blik paa