ii Pandekagerne. »Du holder nok Paaskefest med et fedt Bord.« Moder vendte sig om. »Ih, er det dig, Martin?« raabte hun. »Velkommen hjem — velkommen, kære Mand! Hvordan har du det?. Kom og sæt dig ned, din Stakkel.« Hun gjorde hurtig Plads for ham ved Bordet. Manden lod sig tungt falde ned paa en Stol, og jeg saa, at han slæbte det ene Ben efter sig. »Naa, saa du har Raad til at holde Fest,« gentog han og trak uden videre Fadet med Pandekagerne hen til sig, »Og imens maa din stakkels Mand leve af tørt Brød som en Tigger.« »Jeg har faaet det alt sammen foræret,« indvendte Moder spagfærdig. Manden svarede ikke, men blev ved at spise. Den ene Kage efter den anden forsvandt i hans store Mund. Moder og jeg saa tavse paa ham; saa overvandt min Ængstelse Frygten, jeg sneg mig hen til Moder og hviskede: »Tror du, han spiser dem alle sammen?« Manden, som hidtil havde siddet med Ryggen mod mig, vendte sig nu og lagde Kniv og Gaffel fra sig. »Hvad er det for en Fyr?« spurgte han og maalte mig med et højst uvenligt Blik, »Vi har ikke Raad til at føde fremmede Folks Børn.« »Det er Remi,« svarede Moder frygtsom. " »Remi? Hvem er det?« »Men Martin dog, det er jo Drengen — du ved nok, ham, du fandt — vor Søn! — Gaa hen og hils paa din Fader, Remi!« »Hittebarnet!« udbrød Haller, og idet jeg gik hen