13 B til ham, gav han mig et Puf, saa jeg faldt over imod Bordet. — »Du skrev, du havde sendt ham paa Fattiggaarden,« vedblev han. »Ja — men det var ikke sandt,« svarede, Moder skælvende, »jeg kunde ikke, Martin — jeg kunde ikke! Du ved ikke, hvor jeg elsker den Dreng!« Og hun brast i Graad,. Haller tav og gav sig i Færd med de sidste to Pandekager. Dog, hvad ænsede jeg nu Pandekagerne? Jeg havde faaet andet at tænke paa. Det var altsaa min Fader, og saa snart han kom ind ad Døren, fik han Moder til at græde og aad mine Pandekager. Aah, den onde Mand! Men hvad var det Moder sagde, at han havde »fundet« mig? Kunde man saadan finde sine Børn? Og Hittebarn kaldte han mig — hvad var et Hittebarn? Jeg havde faaet nok at grunde over. Nu var han færdig med den sidste Kage og rejste sig. »Skrub saa i Seng!« sagde han kort. Jeg skyndte mig at faa Tøjet af og putte mig ned under Dynen. Vi havde kun det ene Værelse, som baade var Dagligstue, Køkken og Sovekammer. Moder laa i Sengen, jeg i en Slagbænk ved Væggen. »Se nu, du sover i en Fart«, bød Haller, »ellers vanker der Klø, kan du tro,« Jeg lukkede Øjnene og laa stille som en Mus — men sove, nej, det var der ikke Tale om. Man sover kun, naar man er søvnig, og jeg var altfor ræd ved Tanken om den ny Fader til, at Søvnen vilde indfinde sig.