14 Der var stille i Stuen en lille Tid. Moder gik tavs frem og tilbage og tog af Bordet. Saa mærkede jeg, at nogen nærmede sig min Seng, og Hallers raa Røst spurgte halvhøjt: »Sover du?« Jeg vovede ikke at svare. Han vilde jo banke mig, hvis jeg ikke sov. »Remi sover altid, saa snart han har lagt sig,« ytrede Moder, og Haller gik tilbage til Bordet. »Hvordan staar det sig saa med Processen?« spurgte Moder, — Manden udstødte en Ed. »Tabt!« sagde han, »det Bæst af en Dommer paastod, at det hele var min egen Fejl, fordi jeg var, hvor jeg. ikke burde være. Pengene er fløjten, og Helbredet med! Og til Overflod kommer jeg hjem og finder et fremmed Barn i Huset — her, hvor vi ikke har det tørre Brød! Hvorfor har du ikke sendt ham paa Fattiggaarden — hvorfor?« sluttede han og slog Næven i Bordet. Og Moder svarede igen: »Jeg kunde ikke — jeg kunde ikke,« »Godt, kan du ikke, saa kan jeg.« »Aah, Martin, min egen Dreng!« »Han er ikke din egen Dreng — han er et fremmed Barn.« »Men jeg har ammet ham, jeg har passet ham — hans egen Moder kan ikke holde mere af ham.« »Hans egen Moder«, vrængede Martin efter hende. »Hun, som smed ham paa Gaden og lod andre Folk sørge for ham — —«. »Det ved vi jo slet ikke,« svarede Moder oprørt.