26 Ja, trods al min Sorg indsaa jeg, at han havde Ret. Jeg var forladt, forstødt! Moder vilde ikke kunne værge mig mod Haller — der var ikke andet for, jeg maatte følge den gamle Italiener. Langsomt vandrede vi ud af Byen, Vejen gik op ad Bjerget, og engang standsede vi for at hvile. Jeg vendte mig om — dernede laa Landsbyen og mit gamle Hjem. Jeg kunde skimte det lille hvide Hus langt borte: der gik nu Moder og anede ikke, at hendes Dreng, hendes egen Remi, var borte, Mine Taarer begyndte igen at flyde. »Græd kun,« sagde Vitalis. »Jeg fatter nok, du er bedrøvet; men du maa finde dig i din Skæbne, Du er en god Dreng; men lad mig nu se, at du ogsaa er en fornuftig Dreng, Din Moder kunde dog ikke beholde dig mod hendes Mands Villie. Livet er en Kamp, mit Barn, det lærer du første Gang i Dag. Din Plejefader, som nu synes dig saa haard, vil du maaske engang dømme mildere, Han kan ikke arbejde mere — hvad skal han leve af? En Mund mere at føde har meget at sige, naar der er Smalhans i Huset. — Vær nu en god Dreng, lille Remi! Husk, at om to Aar faar du atter din Moder at se, Saa er du bleven en stor Dreng, som har lært meget og oplevet meget, saa bliver Gensynet dobbelt rart, Tænk paa det.« Saaledes søgte Vitalis at trøste mig, Han lod til at være en rar Mand, og jeg følte, at jeg burde holde op at græde, Men det kneb for mig. Hvert Øjeblik vilde Taarerne frem paa ny. Vi gik imidlertid op paa Toppen af Bjerget og steg ned igen paa den anden Side, Her udbredte der sig en stor, øde Hede, og over den vandrede vi frem hele Da-