25 »Vrøvl, Dreng!« sagde Haller vredt og stødte mig fra sig. »Gaa med din Herre.« »Men De gav Mor Deres Ord paa, at De vilde beholde mig,« raabte jeg ude af mig selv, »ellers havde hun aldrig ladet mig gaa! Aah, Mor, Mor!« »Stakkels lille Fyr!« mumlede Vitalis halvhøjt, Haller tog mig haardt i Armen. »Hør nu, Remi,« sagde han, »jeg gav din Moder mit Ord paa, at jeg ikke vilde gaa til Fattiggaarden; men det gælder kun for i Dag. Jeg har ikke lovet hende, at jeg vil lade det være i Morgen, og jeg har heller ikke lovet hende at sige nej, naar en god Lejlighed bød sig. Nu skal du høre noget. Saa vist som jeg hedder Martin Haller, følger du med Signor Vitalis, eller ogsaa kommer du paa Fattiggaarden.« »Min lille Dreng,« sagde Vitalis og lagde sin Haand paa min Skulder, »følg du hellere med mig. Du kommer til at rejse Landet rundt og se mange nye Ting, og du faar Lov til at lege med Hundene, i Stedet for at blive indespærret paa Fattiggaarden og faa Prygl. Er du en god Dreng, lover jeg dig, at hos mig skal du altid blive behandlet venligt.« »Jamen Mor, Mor!« gentog jeg hulkende. »Ingen Snak!« sagde Haller. »Du skal gaa med Manden her, og hvis du løber fra ham og kommer til os igen, førend de to Aar er omme, skal jeg prygle Livet ud af dig. Nu ved du det — og gør din Moder Vrøvl, banker jeg hende med.« Dermed puttede Haller Pengene i Lommen, nikkede tvært til Værten og Vitalis og stavrede ud af Døren. »Kom, min Dreng,« sagde Vitalis mildt, »du ser nok, det er det bedste at gaa med mig.«