28 gen, Aah, hvor var det trættende og ensformigt! Kun Lyng og Lyng og atter Lyng. Flere Gange hvilede vi, men jeg var ikke som Vitalis vant til lange Fodture, og hen paa Eftermiddagen var jeg aldeles udaset. Jeg standsede med eet og begyndte igen at græde. »Jeg kan ikke mere,« hulkede jeg, »jeg kan ikke gaa saadan altid,« »Det skal du heller ikke,« svarede Vitalis. »Vi skal kun naa Byen Berry, Der bliver vi et Par Dage og giver en Forestilling. Der vil vi ogsaa sørge for din Dragt. Allerførst maa du have Støvler i Stedet for Træsko.« »Skal jeg have Søder udbrød jeg aandeløs, og min Graad holdt op med det samme — Sorg og Træthed forsvandt lige med eet. Et Par Støvler havde altid været mine Ønskers Maal. Hjemme om Søndagen, naar Præsten kom gaaende op ad Kirkegulvet og Menigheden ærbødig hilste paa ham, havde jeg set mange skottende Blikke falde ned paa hans pænt blankede Støvler, Og nu skulde jeg selv have et Par — og andre Ting foruden! Maaske saadan en fin Frakke som Jankos? Det var mageløst. »Det hjalp nok paa Humøret,« sagde Vitalis smilende, da han lagde Mærke til mit opklarede Ansigt. »Du skal se, det er slet ikke saa galt at være Medlem af Signor Vitalis' Trup.« Himlen var imidlertid bleven overtrukken, og der faldt store Regndraaber. "Det truede med en ordentlig Skylle. Heldigvis naaede vi nu en Bondegaard og fik Lov til at ligge i Laden — der havde vi da Tag over Hovedet. Da vi havde spist vort Aftensmaaltid, til hvilket de