29 gode Folk gav os en Kop nymalket Mælk hver, lagde vi os ned i Halmen, og Vitalis sagde, at vi skulde ikke gaa mere den Dag. Det blev snart Aften, og vi havde brugt vore Ben godt. Der var mørkt i Laden, og udenfor piskede Regnen ned. Nu kom al min Sorg og alt mit Savn tilbage! Hvad hjalp nu Tanken om nye Støvler? Kunde Støvler, selv de allerflotteste, erstatte mig min Moder — hun, der vel kun var min Plejemoder, men alligevel var mig mere værd end alt andet i Verden? Vitalis var nok en rar Mand, men han var dog ikke som Moder. Nej, ingen var som hun! Hvem vilde nu kæle for mig? Hvem vilde nu kysse mig Godnat og Godmorgen? Vitalis sov allerede ved Siden af mig. Han havde meget venligt sagt: »God Nat, min Dreng, sov nu — vi trænger begge til Hvile.« Men det var kun Venlighed — ikke Kærlighed! Og mit lille Hjerte tørstede efter Kærlighed, efter en Moders Kærlighed! Ene — ene — ganske ene! Jeg skjulte mit Ansigt i Halmen og søgte at undertrykke min Hulken, thi saa venlig Vitalis end var, vilde han sikkert nu tabe Taalmodigheden, hvis jeg vækkede ham ved at græde. Da mærkede jeg paa een Gang noget vaadt og koldt, som rørte ved mit Ansigt. Jeg for ræd op — det var Pudelhunden Brio. Han var sagte krøben hen til mig. Hvad vilde han? Vilde han bide mig? Jeg holdt mit Vejr og trak mig lidt tilbage. Skulde jeg vække Vitalis? Nej, han vilde vist blive vred? Nu krøb Brio efter mig, helt nær til mig. Han snusede lidt, og saa — slikkede han min Haand. Han slikkede mig — han vilde være Ven med mig,