34 mere Veltalenhed, end mange Mennesker har i deres Tunge. Mellem os to savnedes aldrig Ordet — vi forstod altid hinanden, Ogsaa med den lille, nydelige Zemire blev jeg snårt gode Venner, men Vaps og Abekatten var vanskeligere at vinde. Dog varede det kun nogle Dage, saa kendte de mig ogsaa. Vitalis var meget tilfreds med, at jeg holdt saa meget af Dyr. »De mærker snart, hvem der holder af dem,« sagde han. »Falsk Venlighed lader de sig ikke daare af.« Imidlertid var vi naaet til Berry. Jeg havde aldrig før set en virkelig By med brolagte Gader og høje Huse, og den lille Købstad var i mine Øjne en hel Herlighed. Vi kom dertil om Aftenen, og Vitalis tog ind i et Værtshus. »Naar vi vil tjene Penge i Byerne,« sagde han, »nytter det ikke at komme som Stoddere.« Da vi havde spist, skulde den store Ting ske, som jeg længe havde glædet mig til: Indkøbet af de nye Støvler. Vitalis sagde, jeg skulde følge ham, men bød Brio at blive hjemme og passe paa de andre. Brio rejste sig straks paa Bagbenene og gav sin Herre den ene 'Pote, mens han lagde den anden paa Hjertet. Det betød, at Herren kunde stole paa ham. Vitalis førte mig hen til en Marskandiser, og hvilke Herligheder udbredte der sig nu for mine forbavsede Blikke! Ikke alene Støvler fik jeg, men en Fløjls Vest, et Skærf om Livet, en tærnet Plæd og en Filthat omvunden med et højrødt Baand. Jeg var henrykt. — Jo, Vitalis var en god Herre imod mig! Rigtignok var Fløjlet gammelt, og Plæden, som vel engang havde væ-