32 ret grøn og rød, var nu ubestemmelig i Farverne; men for mig var det den dejligste Dragt i Verden. Gid Moder dog kunde se mig! Jeg blev selvfølgelig straks iført Klæderne, og Vitalis føjede endnu en Ting til — han købte mig et Par varme, røde Strømper, der gik højt op over Knæerne. Derpaa blev mine Benklæder, til min Forbavselse, skaaret af, hvor Strømperne endte. »Jeg er jo Italiener,« sagde Vitalis smilende, »og det skal du ogsaa gaa for. Derfor maa du have samme Klædedragt.« Da vi kom hjem i Værtshuset, var der ingen af Folkene, som kendte mig igen, og ved min Indtrædelse i Værelset modtoges jeg af Hundene med en vred Knurren; men det varede kun et Øjeblik; saa snart Brio hørte min Røst, sprang han glad op ad mig. »Saa,« sagde Vitalis, »nu maa vi tænke paa at arbejde. Jeg har næsten brugt alle mine Penge; men det var nødvendigt, at du fik ordentligt Tøj. I Morgen giver vi vor første Forestilling, og du skal spille med i Komedien.« »Jamen jeg kan ikke spille Komedie,« sagde jeg ynkelig. Jeg havde nok hørt Udtrykket »spille Komedie«; men jeg vidste ikke engang, hvad det betød. »Du kan ikke; men du kan lære det,« sagde Vitalis. »Tror du, at Brio af sig selv gaar paa Bagbenene, eller at det er for sin Fornøjelses Skyld, at Janko danser paa Line? Lad os nu se, om du ogsaa kan lære noget. Stykket, vi skal spille, hedder: »Hr. Jankos Tjener eller den dummeste af de to er ikke den, som man tænker sig,« Indholdet er følgende: Hr. Janko har indtil i Dag