41 »Hvorfor har de glemt Dem, de stygge Folk?« spurgte jeg. »Fordi jeg mistede min Stemme og ikke kunde synge mere,« svarede han sørgmodig; »jeg, som nu maa vandre om og synge paa Gaderne, har engang sunget for Konger og Fyrster.« Jeg saa forbavset paa ham. »For Konger og Fyrster?« géntog jeg. »Ja, Remi,« vedblev han, »jeg var engang en navnkundig Sanger. Jeg fortæller dig det, for at du kan lære af min Skæbne, Jeg kunde have været en agtet og velhavende Mand, hvis jeg havde levet et ordentligt Liv. Jeg tjente mange, mange Penge, men gav dem ud lige saa hurtig, som de kom ind, og da min Røst efter et Par Aars Forløb gik bort, havde jeg ikke en Skilling tilbage. Jeg levede som Sanglærer, og det gik daarligere og daarligere for mig, indtil jeg blev det, som jeg nu er, den stakkels Signor Vitalis, der drager rundt med et Hundeteater, Men lad os nu ikke tale mere om Fortiden — fremad!« i En Dag kom vi til en stor Landsby, der bar det un- . derlige Navn »Bastide—Murat« (udtales Myra). Vi tog ind i Værtshuset, og da vi om Aftenen efter endt Forestilling sad paa Bænken i Haven, sagde Vitalis: »Her i denne Landsby, ja, maaske i selve Værtshuset, er der født en navnkundig Mand, som fra først af kun var Staldkarl, men endte som Fyrste og Konge. Han hed Murat, og hans Fødeby har til Ære for ham optaget hans Navn, som du hørte, Jeg har kendt ham og tit talt med ham.« »Mens han var Staldkarl?« spurgte jeg. »Nej,« svarede Vitalis med en Skælm i Øjet, »da