40 i Den lille Musikant. Jeg vandrer om fra By til By, ak, Hvilen er saa sød; men jeg maa fremad uden Rast — jeg synger for mit Brød, Ak, mangen Gang, naar muntert Spil fra Harpens Strenge lød, mit Hjerte var saa tungt; thi jeg maa synge for mit Brød. Du rige Barn, som kender ej til Sult og Sorg og Nød, giv mig en Skærv; for husk, at jeg maa synge for mit Brød, »Det er den Sang, du synger bedst,« sagde Vitalis, »det er fordi du selv synes om den.« »Aah, Herre!« sagde jeg sukkende, »naar jeg kun kunde synge saa kønt som De.« »Synes du, jeg synger saa kønt?« spurgte Vitalis. »Ak ja,« svarede jeg, »somme Tider har jeg Lyst til at le og somme Tider til at græde, og jeg kommer altid til at tænke paa Mor derhjemme.« Vitalis saa saa alvorlig ud ved disse Ord, at jeg forskrækket spurgte, om han var vred paa mig. »Nej, min Dreng,« svarede han og klappede mig paa Hovedet. »Jeg er ikke vred, tværtimod. Du minder mig om min Ungdom, da jeg fik Bifald og Smigerord af Venner, som nu har glemt mig.«