46 Vitalis lo af min Forfærdelse: »Selvfølgelig«, sagde han. »Kom du aldrig i Vandet hjemme? — Nej, det er sandt, der var ingen Flod. Var der heller ingen Sø?« »Nej,« svarede jeg ynkelig. »Moder vaskede mig hver Lørdag i en Ballie — men her er jo ingen Ballie. Hvor skal vi faa den fra?« Vitalis lo atter. »Det er saamænd godt, du er kommen til mig, lille Ven,« sagde han og klappede mig paa Skulderen. »Ellers var du endt med at blive en ren Kællingedreng — saadan som din Moder forkælede dig. Nej, Ballie er her ingen af, men her er det, som er meget bedre — en frisk, strømmende Flod. Se, hvor Hundene vimser om og logrer med Halerne — de er henrykte ved Tanken om at faa Lov til at svømme. Om kort Tid vil du blive lige saa glad som de ved Synet af en Flod.« Men den Tanke vilde jeg ikke gaa ind paa, og med grædende Taarer bad og tiggede jeg om at blive fri for "det ækle Vand. Dog min Herre var ubønhørlig. Jeg maatte klæde mig helt af, og et Tov, som ellers holdt vore Pakkenelliker sammen, blev bundet om Livet paa mig, hvorpaa Vitalis ligefrem kastede mig ud i Vandet, Dengang syntes jeg, at den ellers saa rare Vitalis var en grusom, ondskabsfuld Mand, lige saa slem som Haller selv, og jeg skreg og hylede, raabte, at jeg døde, og kaldte paa Moder, hvilket jeg ikke havde gjort en eneste Gang, siden jeg drog fra hende. Jeg var aldeles ude af mig selv og lige ved at faa Krampe af Rædsel. Saa halede Vitalis mig i Land, og jeg kastede mig rystende og hulkende paa Flodbredden. Vitalis lod mig klogelig græde lidt, men da jeg blev roligere —