48 naa, det kan nok være, at jeg fik en Straffepræken! Han fortalte mig, at det var min egen Skyld, at jeg fik Munden fuld af Vand — det var fordi jeg skreg. Jeg skulde lukke den og trække Vejret gennem Næsen, og saa skulde jeg høre efter, hvad han sagde, og bruge mine Arme og Ben, som han foreskrev. Og til sidst skammede han mig ud og fortalte, at havde jeg ganske rolig strakt mine Ben nedad, vilde jeg have naaet Bunden — saa der var slet ikke Tale om at kunne drukne. Efter den Formaningstale maatte jeg atter ud i Vandet, og den vante Lydighed gjorde, at jeg denne Gang samlede min Fornuft og virkelig fandt Bund under mine Fødder. Da jeg mærkede den, blev jeg mere sikker, saa jeg kunde følge min Herres Anvisninger, og se — det hele var slet ikke saa fælt endda, »Du vil komme til at svømme rigtig flinkt!« udbrød Vitalis, da den første Læretime var forbi. »Vi følger nu Floden en otte Dages Tid, og jeg lover dig, om en Uge vil du være Frisvømmer, saa du kan tumle dig med lige saa megen Glæde som Hundene.« Vitalis fik Ret. Svømning blev en af mine største Glæder, Jeg var snart lige saa sikker i Vandet som paa den faste Jord, og der var en stadig Kapsvømning mellem mig og mine firbenede Venner. Det var kun Morskab, mente jeg og anede ikke, at jeg engang skulde redde mit og mange andres Liv ved min Dygtighed som Svømmer. Særlig morede det mig at lege i Vandet med Brio. Saa lod jeg undertiden, som om jeg var druknet, og saa slæbte Brio mig til Bredden. Den skikkelige Brio — han bar mig saa trofast og ihærdig og var saa ellevild af Glæde ,naar jeg slog Øjnene op igen.