51 Aars Forløb var den saa mæsket og fed, at den lignede en vældig Rullepølse paa fire Ben. Saa skulde det mærkelig nok hænde, at Bellos Herre atter en Dag bliver overfalden i Skoven af en Ulv. »Bello!« raaber han til sin trindfede Hund, som løber ved Siden af ham med Tungen ud af Halsen, »Bello, puds ham, grib an!« Men Bello stak Halen mellem Benene og pilede af, saa hurtig den kunde. Herremanden var nu akkurat lige saa nær ved Døden som første Gang, men ved et af disse mærkelige Tilfælde, som undertiden indtræffer i Livet, var Bonden og Pasha ogsaa denne Gang i Nærheden og ilede til Hjælp. Ulven blev dræbt og Manden reddet for anden Gang. Han spurgte derpaa Bonden, om det var den samme Hund, som han før havde haft, og da Bonden svarede ja, udbrød Adelsmanden misfornøjet: »Saa har De solgt mig den daarligste.« Men Bonden svarede meget rigtig, at Bello havde været lige saa god som Pasha — kun var Bello nu bleven forvænt ved det fine Liv, mens Pasha var bleven sin Natur tro, — Saadan kan det ogsaa gaa med Menneskene,« sluttede Vitalis, der altid gav mig en Slump god Lære i Tilgift. »Nu bliver du en flink og dygtig Dreng, mens du maaske, hvis du var bleven hjemme i Mor Hallers Kakkelovnskrog, var bleven en tyk, fed Dovenlars ligesom Bello.« »Hvor ved De dog mange Ting!« udbrød jeg beundrende, »Og alle de Historier, De kan!« »Fortalte din Moder dig aldrig noget?« spurgte Vitalis. — »Jo, hun kunde ogsaa fortælle, men det var om FE