55 Ridder Rød, som blev hed om Ørene, for han tænkte, at nu kom maaske hans egne Skarnsstreger for en Dag. Men Kongen svarede: »Ti stille — det var en Fejl, jeg dømte ham uden at høre ham selv.« Saa maatte Ridder Rød lade Fangen hente, og Bent faldt paa Knæ og spurgte: »Herre Konge, hvad har jeg gjort?>«x Og Kongen svarede: »Har du ikke sagt, at hvis du havde bejlet til Dronning Guldhaar, havde hun givet dig sit Ja?« — »Jo,« svarede Bent, »det har jeg sagt, men jeg fatter ikke jeres Vrede af den Grund. Jeg vilde have fortalt hende saa meget om eders Godhed og Vennesælhed mod mig fattige Svend, at hun nok skulde have følt Lyst til at ægte jer.« Da mærkede Kongen, at Ridder Rød havde sat ondt for Bent, og saa lod han Hovedet hugge af den onde Ridder. Men Bent kom igen op paa Slottet, fik Mad og Drikke og prægtige Klæder, og det blev afgjort, at han skulde rejse til skøn Guldhaars Rige og fri til hende for Kongen. Næste Morgen rejste Bent da. Kongen vilde give ham et lige saa prægtigt Følge, som det andet Sendebud havde haft, men han vilde kun have sig en god Hest og et godt Sværd. Da han havde redet et Stykke Vej, kom han til en Sø. Ved Bredden saa han noget glinse i Sandet. Det var en vældig stor Karpe, som havde gjort et Spring op over Vandet og var kommet for nær til Søbredden. Nu laa den der og gispede, Bent kunde have taget den og kogt den som Middagsmad, men han ynkedes over den stakkels Fisk og kastede den ud i Søen, Da stak Karpen Hovedet op af Vandet og raabte: