54 der ikke kunde lide Bent, og det var den onde Ridder Rød, Han var nemlig misundelig paa Bent, fordi Kongen holdt saa meget af ham, Ridder Rød pønsede stadig paa en Lejlighed til at sætte ondt for Bent, og den Lejlighed kom alt for snart, Da Hofmændene engang talte om Kongens uheldige Frieri, ytrede nemlig Bent, at var han bleven sendt af Sted, skulde han nok have faaet et bedre Svar. Ved disse Ord blev Ridder Rød saare glad og tænkte: »Nu har jeg ham!« Saa gik han sporenstregs til Kongen og sagde: »Herre Konge, Bent har pralet med, at hvis han havde bejlet til Prinsessen for sig selv, saa vilde hun nok have sagt ja, for han var smukkere end I.« Det var at tage Kongen paa hans ømme Sted, for han var en grumme forfængelig Mand, og han blev saa rasende, at han lod Bent kaste i Fængsel. Hele Hoffet sørgede over den stakkels Bent, men ingen vovede at sige noget til Gunst for ham, for Kongen var saa gruelig vred, Kun Ridder Rød var fornøjet og lo i Løndom. Saa gik der nogle Dage, og Bent levede i det mørke Taarn og fik kun mullent Brød og raaddent Vand. Og han var meget ulykkelig, for han anede ikke engang, hvad han havde gjort. Han vidste jo ikke, at Ridder Rød havde forvrænget hans Ord. Som nu den stakkels Fange en Dag stod ved Fængselsvinduet, klagede han sin Nød og sagde: »Hvad har jeg dog gjort? Hvad har jeg dog gjort?« Saa traf det sig saa heldigt, at Kongen netop kom forbi og hørte ham klage. Konfen blev blød om Hjertet og sagde: »Hent ham op — jeg vil tale med ham.« — »Ak, naadige Herre, hvorfor vil I tale med det Skarn?« spurgte