57 frøken efter den anden løb ind til Dronningen og fortalte om den smukke Ridder, der var saa mild og venlig, »I maa ikke saadan lægge Mærke til de unge Herrer,« formanede Guldhaar. »Det passer sig ikke. Kom her og hjælp mig, at jeg kan blive pyntet i en Fart. Krøl mit Haar, bring mig en frisk Rosenkrans, min fineste Silkekjole, mine højhælede Sko og min Vifte, Lad saa Tronsalen blive fejet og Tronen børstet.« Da alt var rede, blev Bent ført frem for Dronningen. Hun sad paa Tronen, omgiven af sine unge Møer, og alle straalede de af Guld og Diamanter. Bent forebragte nu sit Ærinde. Inderligt og rørende fortalte han om Kongens Godhed imod ham og sagde, at den, der kunde være saa god mod en fattig Svend, vilde ogsaa være god mod sin Hustru. Men Dronningen svarede: »Ridder Bent, alt hvad I har sagt, kan være sandt nok, men jeg har gjort det Løfte aldrig at gifte mig, førend jeg igen faar min Diamantring, som jeg for en Maaneds Tid siden tabte i Slotssøen., Den maa I bringe mig, førend jeg drager med -jer,« Bent bley meget modløs over dette Krav; men da han om Aftenen gik langs Søens Bred, stak med eet den store Karpe Hovedet op af Vandet. I Munden havde den en funklende Diamantring, som den kastede hen til ham, idet den sagde: »Skønne Ridder! Min Tak du vandt; Dronningens Ring jeg paa Bunden fandt.« Det kan nok være, at Bent blev glad. Han tog Ringen, nikkede til Karpen og gik sporenstregs til skøn