58 Guldhaar. Hun blev jø meget forbavset og sagde: »Jeg har endnu en Gerning til jer, Ved den anden Ende af mit Rige bor der en vældig Kæmpe, som hedder Hugtand, Han æder Folk som Smørrebrød. Jeg tør ikke rejse fra mine Undersaatter, førend jeg ved, at han er dræbt, Den, som bringer mig Hugtands Hoved, ham vil jeg gifte mig med,« Bent svarede: »Vel, saa vil jeg drage hen at kæmpe med Hugtand.« Men Dronningen blev helt forfærdet over hans Ord, thi hun vilde kun finde et Paaskud til at blive fri for at ægte Kongen, Hun bad og befalede ham at lade være, men Bent vilde ikke høre paa hende og drog af Sted. Da han nærmede sig Kæmpens Bolig, saa han en dyb Dal, fuld af Ben og Knogler — det var Resterne af Hugtands Maaltider, lutter Menneskeben, og snart hørte han en grufuld Lyd, som naar ti Okser brøler paa een Gang, Det var Menneskeæderen, som sang: »Kom, Børnene smaa fra hver en Vraa; kom, Kvinde og Mand fra det hele Land — at jeg kan faa Mad for min Tand!« Men Bent lod sig ikke gaa paa af al den Skraalen. Da Kæmpen traadte ud af Skoven, sang Bent til Svar: »Din Føde du faar, men ej i min Gaard, derpaa kan du lide — din stygge Mund skal i Græsset bide,«