62 videde sig, mine Arme og Ben blev stærke, og jeg hærdedes, saa jeg kunde taale Varme og Kulde, Solskin og Regn. Efter megen Omflakken naaede vi til den store, rige By Bordeaux. Her var rigtignok noget at se for et Landsbybarn som jeg: Skibe med Sejl, Skibe med Skorstene, vældige Huse, prægtige Butikker, Heste, Vogne og Mennesker — det var ikke til at blive ked af, Her, hvor Publikum idelig skiftede, kunde vi give flere Forestillinger hver Dag. Og vi blev der i længere Tid, Derpaa drog vi videre mod Syd. Vor Vej førte os over store Hedestrækninger, og her oplevede jeg et Eventyr, som heldigvis kun var til at le ad — skønt det gav mig nogle Øjeblikke, fulde af Rædsel, Vi havde gaaet hele Dagen, stadig over Heder. Landskabet var altid ens: Lyng og vantrevne Gyvelbuske. Vitalis mente, at vi henad Aften vilde naa en Landsby, men Mørket faldt paå, og der var ingenting, som kunde tyde paa Menneskers Nærhed, hverken dyrkede Marker eller Kvæg eller Røg fra en Skorsten. Jeg var træt af den lange Vej og endnu mere af denne Ensomhed, som ligefrem gjorde mig trist i Sindet, Selv min Herre, som ellers taalte alle mulige Strabadser, gik nu langsommere og satte sig til sidst paa Vejkanten, mens han bød mig løbe op paa en lille Høj, som laa lidt fra Vejen. Derfra kunde man maaske se, hvor Landsbyen laa. Skønt det nu var helt mørkt, maatte der vel være et eller andet Lys fra Husene, som kunde vejlede os. Jeg kaldte paa Brio, men han var ogsaa udaset og