63 vendte det døve Øre til, puttede kun Snuden dybere ned imellem Forpoterne. Saa gik jeg da alene. Hvor alle Ting faar et underligt Udseende i Tusmørke! Gyvelbuskene og de enkelte smaa Egepurrer, som hist og her stak Grenene i Vejret, syntes mig at være levende Væsener — mærkelige, fantastiske Væsener fra en anden Verden. Eftersom jeg nærmede mig Kollen, blev baade Lyng og Gyvel højere — deres Toppe naaede tidt helt op til mit Hoved, og det var et brydsomt Arbejde at vade i alle de Grene. Endelig naaede jeg Toppen. Jeg saa mig omkring, men kunde ikke skimte det ringeste Lys — heller ikke en Lyd hørtes. Der var hverken Hunde, som gøede, eller Køer, som brølede. Med eet begyndte mit Hjærte at banke heftigt. Jeg overvældedes af Hedens dybe Ensomhed. Hvorfor var jeg ræd? Det vidste jeg ikke — jo, det var denne underlige Stilhed. I det samme opdagede jeg ude i det fjerne en høj Skygge, der ligesom svævede hen over Gyvelbuskene. Samtidig fulgte en Lyd, som om tynde Grene blev knækket. Jeg prøvede paa at sige mig selv, at det, som jeg først troede var en Skygge, kun var et Træ; men hvorfra kom da Lyden? Nej, det var ingen Synsvildelse — et levende Væsen var det, som kom hen imod mig? Men var den himmelhøje Skikkelse et Menneske? Var det ikke snarere et Dyr? Nu saa jeg et menneskeligt Hoved — gode Himmel, det var en Kæmpe — en Kæmpe med uhyre lange Ben — var der da altsaa virkelig Kæmper og Menneskeædere til? — var det en anden Hugtand, som kom for at æde mig? Jeg følte med mig selv, at jeg desværre ikke var