65 en tapper Ridder Bent! Et Øjeblik stod jeg helt stille, mine Lemmer var som lammet af Rædsel; men saa paa een Gang fik jeg Omløb i Blodet, jeg kunde atter røre mig, og af Sted gik det ned ad Højen! Lyngen knasede under mine Fødder, Grenene flængede i mine Klæder, af og til snublede jeg, men nu var jeg lykkeligvis ved Højens Fod, og saa gik det rapbenet hen ad Heden. Af Sted! Af Sted! Er Kæmpen borte? Uh, nej — der er han jo — lige i Hælene påa mig — af Sted, af Sted! — en sidste Anstrengelse, og halvkvalt af Rædsel og det hastige Løb faldt jeg ned for min Herres Fødder, mens de tre Hunde sprang op og gøede af fuld Hals. »Kæmpen — der er en Kæmpe efter mig!« stønnede jeg. Vitalis svarede med et Latterudbrud. Han lagde sin Haand paa min Skulder og tvang mig til at se op. »Remi dog,« sagde han, stadig leende. »Saml din Fornuft, Barn! Se dig om — du ved jo nok, der er ikke Kæmper til uden i Eventyrene.« Hans Latter mere end hans Ord beroligede mig. Jeg vovede at se op — derhenne stod Menneskeæderen ubevægelig paa Vejen. Nu talte min Herre til ham. »Kan De ikke sige mig, hvor langt vi er fra en Landsby?« spurgte han, og Kæmpen svarede med en venlig Menneskerøst: »De er langt fra Landsbyen, men der er et Mælkeri hernede bag Floden. Skal jeg vise Dem derhen?« Min Herre takkede, og vi fulgte alle bag efter »Menneskeæderen«. Han stolprede foran med alenlange Skridt, og jeg traskede lige i Hælene paa Vitalis, næ- Frændeløs. 5