67 dene og Janko, og mange af dem gav os Godter og vilde gerne tale med mig; men vi kunde jo ikke forstaa hverandre, da de talte Engelsk og jeg Fransk. Vitalis kunde derimod godt tale med dem, og en Dag spurgte han mig, om jeg ikke havde Lyst til at lære noget Engelsk. Jeg havde længe haft en brændende Lyst dertil, men ikke haft Mod til at bede min Herre undervise mig. Nu fik jeg en engelsk Læsebog, som Vitalis købte hos en Mand, der solgte gamle. Bøger, ag al den Tid, jeg kunde faa til overs, studerede jeg Engelsk. Det varede heller ikke længe, inden jeg lærte saa meget, at jeg kunde svare de engelske Børn, skønt de lo, naar jeg udtalte Ordene galt; men Vitalis sagde, at det skulde jeg ikke bryde mig om, bare arbejde videre. Da Foraaret nærmede sig, blev Varmen for stærk, og Badegæsterne rejste bort. Saa var der ikke mere at fortjene der, og vi begyndte atter paa vort omflakkende Liv. Nu gik Turen igen mod Nord; thi det var min Herres Hensigt som sædvanlig at gennemstrejle Landet hele Sommeren og at blive paa eet Sted om Vinteren. Denne Gang skulde Paris være Maalet; men nu begyndte først vore Genvordigheder. En Dag naaede vi Byen Toulouse, som ligger ved Bredden af en stor Flod, midt paa en frugtbar Slette. Her skulde vi blive i længere Tid, og Vitalis' første Omsorg var som sædvanlig at finde et passende Sted til vore Forestillinger. Han udvalgte en stor Plads, omgiven af grønne Træer, og vi havde et talrigt Publikum til vor første Optræden. Men ulykkeligvis var der en gnaven Politibetjent, som saa skævt til vore Kunster. Han kom hen til 5t