69 Vitalis og sagde nok saa brysk, at det var ikke et Sted for Gøglere — vi skulde gaa vor Vej. Det havde vel været klogest af Vitalis, hvis han straks havde føjet sig, thi hvem tør sætte sig op mod Politiet? Men naar min Herre vidste med sig selv, at han havde Ret, og vor Opiræden ikke stred mod Politilovene, saa lod han sig ikke gaa paa. Var han krænket, blev han dog sjælden hidsig, men overdrev i Regelen sin italienske Høflighed, saa det blev til Spot. Saaledes tiltalte han nu ogsaa Betjenten med Hatten i Haanden: »Vil Øvrighedens udmærkede Haandhæver maaske være saa venlig at vise mig den Befaling, som forbyder os stakkels Gøglere at give Forestillinger paa offentlige Steder?« Betjenten svarede kun, at Vitalis havde at lystre, ikke at gøre Ophævelser, »Selvfølgelig,« lød min Herres Svar. »Det er ogsaa min Mening, saa snart De viser mig Deres Instruks.« Da Politimanden virkelig ikke havde noget at støtte sig til, tav han ærgerlig, drejede sig om paa Hælen og gik, mens min Herre med Hatten i Haanden, idelig bukkende, fulgte ham til Pladsens Grænse. Vi troede nu, som man siger, at den hellige Grav var velforvaret, men nej, saa let slap vi ikke, Dagen efter kom Betjenten igen, steg rask over Snoren, som indhegnede vort Teater, og afbrød os midt under Forestillingen, »Deres Hunde har ikke Mundkurv paa; det skal de efter Politireglementet,« sagde han sejrsmodig. Vi var midt i Komedien, og Publikum knurrede over Betjentens Indblanding.