79 nu vilde trøste mig, ligesom den første Nat, da jeg gik fra Moders Hjem. Aah, Brio, Brio, min-Ven, min Kammerat, min Broder! Jeg tog den om Halsen, putfede mit Ansigt ned i dens laadne Skind og græd og græd, Og Brio græd med mig, ikke med Taarer, men med sagte Smaaklynk, akkurat som et Barn. Noget efter faldt jeg i Søvn, og da jeg vaagnede, var det høj lys Dag. Foran mig sad Brio, vogtende spændt paa mine Bevægelser. Med Dagslyset kom atter mit Mod. Jeg klappede min tro Vogter, fløjtede ad de andre, og snart var vi igen paa Vej. Heldigvis traf vi nu paa en klar Bæk, hvor vi fik slukket vor Tørst — det er værre at lide af Tørst end af Sult. Nu gjaldt det at finde en Landsby med en Bager, og saa maatte mine 10 Øre springe, thi vore Maver skreg af Sult. Naar vi var bleven lidt mætte, maatte vi da se at give en Forestilling, saa snart det kunde lade sig gøre. Mens jeg gik og grundede paa alt dette, kom vi forbi enkelte Huse. og nærmede os en Landsby. Da hørte jeg nogen raabe bag ved mig, og opdagede Vaps, som kom løbende med et Stykke Kød i Munden, fulgt af en gammel Kone, Jeg fattede straks, hvad der var foregaaet, Vaps havde nyttet sig af min AÅdspredthed og stjaalet. Han var sulten, den Stakkel, sulten som vi andre, og saa var Naturen gaaet over Optugtelsen, og han var bleven en Tyv. En Tyv — ja vel! »Stop Tyven!« raabte Konen. »Stands den! Stop Tyven!« Disse Ord gjorde mig helt rædselsslagen, Det var jo min Hund, altsaa bar jeg Ansvaret. Hvis nu Konen krævede Erstatning? Jeg havde kun mine 10 Øre? Vilde de saa fængsle mig, ligesom de