178 kunde godt sove under aaben Himmel. Kun gjaldt det at vælge et Sted, hvor man ikke blev overrasket af Ulve, som der nok var adskillige af i denne Egn, og heller ikke af Gendarmerne — dem var jeg næsten endnu mere ræd for. Solen var gaaet helt ned, da vi standsede midt i en Skov. Her maatte vi overnatte, og jeg var saa heldig at finde en stor Granitblok, der stod, saa at den dannede et Slags Hule med Tag over. Jeg samlede en Del tørt Løv og lagde mig ned, med Hundene omkring mig og Janko paa mit Bryst. Sultne og tørstige var vi. I min Lomme havde jeg kun de ti Øre — det var hele vor Rigdom. Hvis vi nu heller ikke i Morgen traf paa en Gaard eller en større Landsby, hvor vi kunde give Forestillinger? Hvad saa? Jeg raslede med mine ti Øre og lod Kobberskillingerne glide gennem mine Fingre, men hvor meget jeg end talte dem — der vilde ikke blive mere end ti, Jeg saa op mod Himlen, hvor Stjernerne glimtede. Deroppe havde jeg en Fader, som vaagede over mig, det havde Moder Haller lært mig. Gud var alle Vegne, ogsaa her i Skoven. Men Gud var alligevel saa langt borte, og jeg var saa ung og saa alene! Ensom og forladt — aah, Mor, aah, Vitalis — altid ene, frændeløs og venneløs! Jeg borede Hovedet ned i Løvet og hulkede. Da mærkede jeg en lille Haand, som trak mig i Haaret og et varmt Pust, som strejfede mit Hoved. Jeg vendte mig om — Janko sad ved Siden af mig og nikkede til mig, mens den nappede i mig. Den vilde opmuntre mig, den lille, venlige Abekat, og lige opad mig laa Brio, som ogsaa havde hørt, at jeg græd, og