82 af Vejen. Han kom sørgmodig traskende med Halen mellem Benene og Tungen ud af Halsen. »Hvor er Vaps?« spurgte jeg strengt. z Brio lagde sig skamfuld ned med dukkende Hoved, og jeg saa, at dens ene Øre var blodigt. Sagen var tydelig nok. Vaps havde gjort Oprør mod »Politiet«, og Brio, som i sit Hjerte undskyldte Synderen, havde ladet sig banke af. Skulde jeg skænde paa Brio? Jeg havde ikke Mod til det, bedrøvet og ængstelig som jeg selv var. Min gode, brave Ven skulde ikke lide for den andens Fejl. Da Brios Sendelse havde faaet et saa daarligt Udfald, var der ikke andet for end at vente taalmodig, til det behagede Hr. Vaps igen at indfinde sig. Han kom nok, men vi kunde ikke blive liggende her og vente paa ham. Højere og højere skreg vore Tarme af Sult — vi maatte se at naa til Folk og faa nogen Indtægt. Jeg tog Harpen paa Nakken, fløjtede ad Hundene som Tegn til Opbrud — og saa fremad med tungt Hjerte og sulten Mave. Atter gik vi en Times Tid, men Kræfterne var kun ringe, og jeg maatte atter holde Rast ved Bredden af en Flod, hvor Træerne, der hældede ud over Vandet, dannede en kølig Hvileplads. Jeg satte mig ned i Græsset; men neppe havde Hundene lejret sig omkring mig, før jeg opdagede en Bondevogn henne paa Vejen. »Op, Brio og Zemire!« raabte jeg og tog min Harpe, »dans, dans, maaske faar vi Lov til at køre med?« Hundene adlød, Zemire lagde Forpoterne paa Brios Skuldre, cg de valsede nok saa nydeligt, mens Janko sprang om alene, Paa een Gang hørte vi en Barnerøst raabe: »Bravo,