99 ELLEVTE KAPITEL. Sne og Ulve. Det var en haard Forandring! Nu sang jeg igen min Vise: »Jeg vandrer om fra By til By«, men der var ikke noget rigt Barn, der standsede mig, som Arthur havde gjort. En Trøst havde jeg, min Herre var næsten øm imod mig. Han gentog ofte, idet han strøg mig over Haaret: »Saa du vilde ikke svigte mig, lille Remi!« Vi fortsatte nu Rejsen, der var bleven afbrudt ved Vitalis' Fængsling. Det var jo hans Hensigt at.naa Paris inden Vinteren, og i flere Maaneder drog vi derfor langsomt mod Nord. Men Vinteren kom tidlig det Aar, og allerede i Slutningen af November led vi meget af Kulde. En Morgen, da vi brød op fra den Landsby, hvor vi havde tilbragt Natten, var Himlen dækket med Skyer, »Vi faar vist Regn,« sagde jeg til Vitalis. »Nej, bliver det noget, bliver det Sne,« svarede han, »men vi maa alligevel videre.« Lidt uden for Landsbyen kom vi ind i en Skov, hvor Træerne strakte deres nøgne Arme i Vejret, ligesom sorte Kæmper. Det var en gennemtrængende Blæst; Himlen blev mørkere og mørkere, nu faldt de første hvide Sneflokke; de fulgtes af andre, og det varede kun et Kvarters Tid, før Jorden var dækket med et hvidt Tæppe. Den skarpe Nordenvind piskede Sneen ind i Ansigtet paa os, saa vi en Gang imellem maaite standse åg