98 Forandring, som var foregaaet med ham: hans Ryg var bøjet, hans Ansigt blegt og hans Gang vaklende, »Du ser saa forfærdet paa mig, lille Remi!« sagde han sørgmodig, »ja, Fængselsluften har taget paa mine Kræfter.« Mens vi gik ned ad Gaden, fortalte jeg ham alt om Fru Milligan. Jeg nænnede dog ikke at sige ham, at jeg vilde skilles fra ham; han saa saa gammel og affældig ud; men jeg var i mit Hjerte sikker paa, at Fru Milligan ikke vilde lade ham lide Nød. Vitalis hørte i Tavshed paa min Fortælling og sagde kun: »Lad os gaa hen til dem.« Vi gik ud af Byen og hen til det Sted, hvor Skibet skulde ligge; men tænk min Skuffelse — der var intet Skib at opdage! Vi gik frem og tilbage, jeg raabte og kaldte, alt forgæves: »Svanen« var og blev borte. Det var et Tordenslag for mig. Vitalis mente, at Fru Milligan havde fortrudt sit Løfte og var sejlet bort for at undgaa os; men det vilde jeg ikke høre Tale om. Hun og Arthur havde ikke med deres Villie svigtet mig, det var jeg sikker paa. Skrive til dem kunde v: jo ikke, for vi vidste ikke, hvor de var, og saadan gik det til, at jeg atter maatte begynde paa mit gamle Liv.