101 mørkere og mere vildsom, og Vitalis begyndte at se alvorlig ud. »Der ligger jo et lille Hus,« udbrød jeg paa een Gang. Vi gik derhen; det var ikke noget Hus, men en Hytte af Grene og Bark, dækket med Græstørv. »Det er en forladt Brændehuggerhytte,« sagde Vitalis. »Gud være lovet, her er vi da i Sikkerhed.« Vi traadte indenfor og fandt til vor Glæde baade et Ildsted og Brænde. Vitalis tændte Ild, og mens jeg laa paa Hug og pustede for at faa Flammen i Vejret, satte Hundene sig paa Halen og iagttog mit Værk, Ved den knitrende Lyd stak Janko forsigtig Hovedet frem under Herrens Vest cg saa sig om. Derpaa sprang han ned paa Jorden, satte sig paa den bedste Plads ved Ilden og holdt sine smaa, skælvende Hænder frem, for at de kunde blive varme. Dagen gik, og Sneen faldt stadig tættere og tættere. Heldigvis var vor Sæk forsynet med Mad, saa vi havde ikke nødig at frygte for Sult. »Vi maa blive her til i Morgen,« sagde Vitalis, da Mørket faldt paa. »Læg jer nu til at sove, saa skal jeg foreløbig vaage. Vi er nødt til at holde Ilden ved lige, ellers vil vi fryse ihjel.« Hundene og jeg lagde os ned saa tæt til hverandre som muligt for at holde Varmen, og vi sov snart ind, Det var langt ud paa Natten, da Vitalis vækkede mig. »Nu maa du vaage lidt,« sagde han, »du har ikke andet at gøre end stadig at komme nyt Brænde paa Ilden.« Derpaa lagde Vitalis sig til at sove, og efter at jeg i nogen Tid havde passet Ilden, rejste jeg mig og gik hen til Døren for at se ud, Det sneede endnu; men Himlen