102 var ikke saa tung som før. Skønt jeg gjorde saa lidt Støj som muligt, var Hundene dog bleven vækket, og Vaps kom hen og stillede sig ved Siden af mig; men han blev snart ked af det og vilde udenfor. Jeg viste bam tilbage og sagde, han skulde lægge sig ved Ilden; men han adlød kun nødig og lagde sig med Snuden vendt imod Døren, idet han spidsede Øren. Jeg satte mig igen ned og morede mig med at betragte Gnisterne; men lidt efter lidt overmandede Trætheden mig, og jeg faldt i Søvn. Paa een Gang blev jeg vækket ved en-stærk Gøen. Jeg maatte have sovet i flere Timer; thi Ilden var ved at gaa ud, der ulmede kun nogle svage -Gløder i Asken. Jeg rejste mig hastigt, og i det samme for ogsaa Vitalis op fra sit Leje. »Hvad er det?« spurgte han. »Jeg ved ikke,« svarede jeg ængstelig. »Du har sovet, og Ilden er gaaet ud,« sagde han strengt. »Hvor er Hundene?« Det var Brio, som gjorde Alarmen. Han stod i Døren; men hvor var Vaps og Zemire? Pludselig lød en høj Gøen udenfor, efterfulgt af frygtelige Klagehyl — det maatte være Hundene. Jeg kaldte paa Brio og vilde løbe ud med ham; men mod Sædvane stak han Halen mellem Benene og krøb hen bag Vitalis. »Hvad gaar der dog af ham?« spurgte jeg. »Kom, Brio, kom!« Dermed vilde jeg ile af Sted; men Vitalis standsede mig. »Læg først til Ilden,« sagde han. Jeg lagde nyt Ved paa, og da det blussede op, tog Vitalis en Brand.