117 Vi gik en lang Tid i Tavshed. Det blev mørkere og mørkere. Vinden hylede om Gadehjørnerne, det var en af disse Aftener, hvor Folk skynder sig at rulle Gardinerne ned og faa Ilden til at blusse i Kakkelovnen. Men vi gik fremad i Kulde og Blæst, Nu blev Husene mindre og omgivet af Haver, Stenbroen hørte op, og vi gik paa en bred Vej. Vi var ude af Paris, og snart kom vi kun forbi enkelte Huse. Vitalis havde i den sidste halve Time gaaet langsommere og langsommere. »Lad mig støtte mig paa dig, Remi,« sagde han til sidst, »jeg er bange for, at jeg har overvurderet mine Kræfter.« Han tog sig med Haanden til Brystet. »Er De syg?« spurgte jeg ængstelig. »Ja, jeg er,« svarede han sukkende, »de sidste Dages Strabadser har taget paa mig. Stakkels Remi! Hvad skal der blive af dig, hvis jeg dør?« »Aah, Herre, Herre,« raabte jeg grædende og slog AÅrmene om ham. »De maa ikke dø. De skal leve. — Kan vi ikke finde et Hus, hvor vi kan faa Lov til at sove?« »Nej, min Dreng, ved Paris er det ikke som paa Landet,« svarede han, »vi vil kun blive jaget paa Porten. Men vi maa ogsaa snart være ved Stenbrudet. Se til højre, er der ikke en Korsvej og et stort Buskads? Mine Øjne er bleven dumme i den sidste Tid — jeg kan ikke se noget.« ] Men jeg kunde heller ikke se noget. Vi gik frem og tilbage. Intet Buskads, ingen Korsvej! Kun øde Marker, hvorover Sneen laa ligesom et Lagen, mens