116 gen at bøde for sig; men Garafoli holdt hans Arme med den ene Haand, mens han slog løs med den anden. Drengene stod tavse omkring, da aabnedes Døren, og min Herre traadte ind. I et Øjeblik fattede han, hvad der gik for sig — han styrtede hen til Garafoli, og med en Kraft, som jeg ikke havde tiltroet ham, rev han Pisken ud af Haanden paa Italieneren og smed den hen ad Gulvet. »Umenneske, at prygle et Barn, som ikke kan forsvare sig!« raabte han. »Hvad kommer det Dem ved?« spurgte Garafoli, »Det kommer mig saa meget ved, at jeg i Morgen melder Dem til Politiet,« raabte Vitalis. »Kom her, Remi!« — Han trak mig hurtig ud af Døren, mens Garafoli saa efter os med et af Vrede fortrukkent Aasyn. Vitalis blev ved at holde fast paa min Haand, og vi gik hurtigt frem, indtil vi var kommen et godt Stykke bort fra Italienerens Bolig. Først da standsede min Herre og trak Vejret dybt. »Gud være lovet, jeg fik dig ud af den Slyngels Hænder,« sagde han; »men det er godt nok at true andre med Politiet, naar man selv kan blive taget som Landstryger. Har du spist hos Garafoli?« »Nej, jeg har ikke faaet noget siden i Morges.« »Stakkels Dreng! Hvad skal vi gøre? For i Nat maa vi" søge et Logis, som ikke koster Penge. Kan du gaa?« »Ja, jeg har hvilet mig hos Garafoli.« »Ulykken er, at jeg ikke har hvilet mig,« sagde Vitalis sukkende; »men Mørket falder paa. Vi maa se at naa Stenbrudet ved Gentilly, der har jeg før tilbragt Natten.«