119 Vinden trængte igennem vore Klæder og isnece os til Skindet. Vi var til sidst aldeles udmattede, kun med Møje slæbte Vitalis sig fremad, og jeg følte, at Sult og Kulde var ved at overmande mig. Endelig standsede Vitalis og satte sig under et Træ. »Vi er gaaet vild, Barn,« sagde han sukkende. »Jeg kan ikke mere! Gaa du videre og lad mig dø her. Maaske kan du finde et Hus, hvor nogle gode Mennesker vil tage sig af dig.« »Nej, Herre,« svarede jeg grædende, »tiror De, jeg vil forlade Dem saaledes?« »Gaa, gaa!« stammede Vitalis. »Du er fortabt, hvis du sætter dig. Fremad — Remi — min kære Dreng!« Han støttede sig imod Træet og lukkede Øjnene. Jeg tænkte, han sov, og jeg satte mig derfor stille ved Siden af ham. »Maaske kan det hjælpe, at han hviler sig et Øjeblik,« tænkte jeg. Men jeg havde knap sat mig, før jeg mærkede, at jeg ikke kunde rejse mig igen. Jeg følte en underlig Tunghed i alle Lemmerne, det flimrede for mine Øjne ligesom tusinde Stjerner, mine Hænder brændte, og mine Fødder var kolde som Is. Pludselig syntes jeg, at jeg stod i Køkkenet hos Moder. Hun lavede mig en dejlig Pandekage, og Rødblis stod i Stalden og sagde: »Muh! Muh!« — saa var jeg paa een Gang hos Arthur og hans Moder, og Fru Milligan kyssede mig, ligesom da jeg forlod hende, og hun sagde: »Far vel, min lille Dreng!« og derpaa kom Karlo, der saa gerne vilde paa Hospitalet, og spurgte: »Ser jeg daarlig ud?« Og Garafoli slog ham, saa Blodet randt ned paa min Haand. Jeg saa paa den — uf, den var vaad af Blod, nej, det var jo Brio, som