120 slikkede mig og snappede i mig — jeg følte hans varme Tunge og saa hans trofaste Øjne. Han vilde have, jeg skulde rejse mig; men jeg kunde ikke, alt blev sort for mine Øjne — jeg faldt sanseløs om i Sneen. TRETTENDE KAPITEL. Hos Gartneren. Da jeg vaagnede, laa jeg i en stor Seng. Jeg saa mig om; men alt var fremmed for mig. Ved Siden af Sengen sad en ung Pige med et Strikketøj, og lænet op til hendes Knæ stod en lille Pige paa en 7—8 Aar. Da Barnet saa, at jeg aabnede Øjnene, trak hun den unge Pige i Kjolen og pegede paa Sengen. »Hvad vil du, Lise?« spurgte den ældre; men da hendes Blik faldt paa mig, rejste hun sig og kom hen til mig. »Hvordan har du det?« spurgte hun venlig. »Jo Tak,« svarede jeg, »det er vist bedst, jeg staar op, men hvor er jeg?« Jeg vilde rejse mig op, men blev helt ræd, da jeg mærkede, at alting løb rundt for mine Øjne. Med eet var der noget, som rørte sig under Sengen — — det var Brio, som ved Lyden af min Røst fløj op til mig og nær havde kvalt mig med sine Kærtegn. »Den har ligget under din Seng i al den Tid, du har været syg,« sagde den unge Pige. »Har jeg da været længe syg?« spurgte jeg forundret.